Frankrig har ikke tabt en finale i mere end 20 år

Skrevet af admin

26/01/2014

Dagens topnyheder

Hvis det lykkes de danske håndboldspillere at vinde EM-finalen i aften over Frankrig, vil det være en præstation uden sidestykke i over 20 år.

Så lang tid siden er det nemlig, at Frankrig senest har tabt en finale. Det skete senest ved VM i 1993, hvor finalemodstanderen var Rusland.

Siden er det blevet til otte finaler og otte sejre, som har givet franskmændene VM-guld i 1995, 2001, 2009 og 2011, OL-guld i 2008 og 2012 og EM-guld i 2006 og 2010.

36-årige Jerome Fernandez har været med i de seneste syv af disse otte finaler, og han indrømmer, at slutkampen i Herning meget vel kan blive hans sidste. Han håber ikke, den fine finalestatistik bliver brudt ved den lejlighed.

- Jeg har aldrig tabt en finale. Jeg håber heller ikke, at det sker denne gang, siger han og fortæller, at han ikke på forhånd havde forventet at nå hele vejen til finalen.

- Vi så ikke os selv som favoritter i begyndelsen at turneringen, men det er en stor fornøjelse nu at stå i finalen mod danskerne, siger han.

Og her er det så, at historien bider ham og de øvrige franske spillere lidt i måsen.

- Alle hjemme i Frankrig forventer en god kamp med fransk sejr. Det bliver ikke nemt. Folk siger, at når vi tidligere har bevist, at vi kan vinde i finalen mod værterne, så kan vi gøre det igen, siger Jerome Fernandez.

Danskerne ved godt, at der venter en svær opgave mod de sejrsvante franskmænd.

- Det er en flok spillere, der nok nærmest ikke tror på, de kan tabe en finale. Det bliver svært. De har vindermentalitet og vinderkultur.

- Men jeg håber, vores bredde blive afgørende. Med det spil, vi har vist, synes jeg, at vi har en god chance for at vinde, siger Kasper Søndergaard.

Finalen i Boxen i Herning spilles klokken 17.30. Klokken 15.00 spilles der bronzekamp mellem Spanien og Kroatien.

/ritzau/