Frankrig har overrasket sig selv ved EM

Skrevet af admin

26/01/2014

Dagens topnyheder

Som forsvarende olympiske mestre var Frankrig inden EM-turneringen i Danmark selvskrevet blandt favoritterne.

Nu står holdet så i endnu en finale, men det er trods alt kommet bag på målmand Thierry Omeyer, der havde frygtet flere udfald undervejs.

- Før turneringen vidste vi ikke rigtigt, hvor vi stod. Men vi er blevet bedre og bedre fra kamp til kamp og har tanket selvtillid.

- De unge spillere er kommet godt ind i deres første store turnering, og de erfarne spillere har spillet en vigtig rolle, siger Omeyer, der blev kåret som verdens bedste håndboldspiller i 2008.

Han var selv tvivlsom deltager ved EM, fordi han i oktober kom galt af sted til træning med sin venstre arm og måtte holde pause i lang tid.

- Men jeg har det godt. Efter tre måneder uden kampe har jeg kæmpet for at kunne spille her, og jeg har ingen smerter mere og føler mig hundrede procent klar, siger keeperen.

Han er klar over, at han som målmand kan få en nøglerolle i EM-finalen mod Danmark, men afviser, at det hele afhænger af ham og modstanderen i den anden ende, Niklas Landin.

- Jeg håber som altid, at målmændene bliver en afgørende faktor, men det afhænger også af forsvaret. Vi har spillet godt defensivt i hele turneringen, og vi ved, at man skal stå godt i forsvaret, hvis man vil hente titler, siger han.

/ritzau/