Frankrig intensiverer angreb på IS efter "terror" i Nice

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Frankrigs præsident, François Hollande, siger i en tv-transmitteret tale natten til fredag, at Nice er blevet ramt af "terror."

- Frankrig er igen blevet ramt af terror. Begivenhederne i Nice var tydeligvis en terroristisk handling. 77 er døde i angrebet, deriblandt adskillige børn, siger præsidenten.

- Frankrig er kontant truet af islamistisk terrorisme. Vi må hele tiden være på vagt, siger han videre.

Hollande siger derfor, at han vil forlænge den undtagelsestilstand, der har været indført i landet. Tidligere torsdag - inden angrebet - sagde Hollande ellers, at han ville lade undtagelsestilstanden ophøre 26. juli.

Forlængelsen vil i første omgang vare i tre måneder, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Efter at personer med tilknytning til Islamisk Stat dræbte 130 mennesker i Paris 13. november, indførte Hollande og hans regering undtagelsestilstand for bedre at kunne bekæmpe terrorister og beskytte befolkningen.

Frankrig vil også styrke sit engagement i kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, siger den franske præsident.

- Vi viger ikke af vejen for noget i vores kamp mod terrorisme. Vi vil styrke vores handlinger i Irak og Syrien. Vi vil fortsat angribe dem, som angriber os her på vores egen jord, siger François Hollande med reference til Islamisk Stat.

Kort efter, at François Hollande har givet sin tale til den franske befolkning, siger den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, at 80 mennesker er blevet dræbt i angrebet, mens der fortsat er 18 i kritisk tilstand.

/ritzau/