Frankrig kræver EU-handling straks efter Paris-angreb

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

De europæiske lande har "spildt for meget tid" på at tale om stramninger af sikkerheden, men i realiteten er der sket alt for lidt, lyder opsangen fra den franske indenrigsminister.

Frankrig har bedt om et ekstraordinært møde for EU's justits- og indenrigsministre fredag for at drøfte, hvordan man kan stramme procedurer og dermed mindske risikoen for angreb, som dem der i sidste uge forvandlede Paris til et blodigt mareridt.

- Vi håber, at Europa i dag kan beslutte noget, efter at vi har spildt alt for meget tid på flere tiltag, som er presserende, siger den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve.

Frankrig ønsker blandt andet systematisk kontrol af alle borgere - også EU-borgere - ved de ydre grænser.

Den danske regering er klar til at støtte det forslag.

- Vi kommer her i dag også for at udtrykke vores solidaritet med Frankrig og for at bakke op om de franske forslag.

- Det bliver vigtigt i den mere detaljerede drøftelse at sikre, at det ikke bliver til unødig besvær for EU-borgerne. Men vi er indstillet på at støtte det franske forslag i dag, siger justitsminister Søren Pind (V).

Mange forslag har været på bordet længe, blandt andet iværksættelsen af et system hvor man udveksler oplysninger om flypassagerer, det såkaldte PNR-register.

Det er et af de forslag, som Frankrig presser på for at få vedtaget inden udgangen af 2015.

Systemet skal blandt andet kunne afsløre mistænkelige rejsemønstre. Eksempelvis i forhold til EU-borgere som rejser i hellig krig.

PNR er omstridt i EU-Parlamentet, hvor mange parlamentarikere udtrykker bekymring over beskyttelsen af persondata.

Søren Pind understreger, at Danmark allerede er i gang med at "implementere et dansk PNR-register". Også andre nationale initiativer er sat i værk.

- Jeg har nedsat en arbejdsgruppe, som kigger på, hvordan vi kan retsforfølge de Syrien-krigere, som har været af sted. Den gruppe skal rapportere tilbage til mig inden nytår, siger Pind.

Hjemvendte Syrien-krigere har netop været et problem i forbindelse med angrebene i Paris, hvor en formodet bagmand til attentaterne, som kostede 129 mennesker livet, tidligere havde kæmpet for Islamisk Stat (IS).

/ritzau/