Frankrig og Holland vil møde Danmark før VM

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

Intet er åbenbart så skidt, at det ikke er godt for noget.

Det danske fodboldlandshold formåede ikke at kvalificere sig til årets VM-slutrunde i Brasilien, men det skuffende facit i kvalifikationen kan bane vejen for, at landsholdet får nogle sportsligt attraktive modstandere i testkampe frem mod VM.

Danmark møder den 5. marts England på Wembley Stadium i London, og mange andre VM-deltagere, blandt andre stormagterne Frankrig og Holland, har rettet henvendelse til Dansk Boldspil-Union (DBU) med henblik på at spille mod Danmark før VM.

- I øjeblikket må vi leve med ærgrelsen over, at vi ikke var gode nok til at komme med til Brasilien til sommer.

- Og så hjælper det trods alt lidt på den professionelle stolthed, at vi har et landshold, der betragtes som en så kompetent modstander, at der er fodboldforbund, der vil hente os rundt i Europa og hele vejen rundt om jorden for at spille mod dem, siger landstræner Morten Olsen i en pressemeddelelse.

Fra Europa har VM-deltagerne Frankrig og Holland henvendt sig til DBU, og også andre VM-deltagere som USA, Costa Rica, Chile, Uruguay, Australien, Cameroun og Algeriet kunne tænke sig en kamp mod det danske landshold.

DBU oplyser, at flere unavngivne VM-modstandere også er i spil som modstandere for Danmark.

DBU har allerede takket nej til flere af tilbuddene, mens andre er under overvejelse.

/ritzau/