Frankrig og Tyskland mindes 100-året for krigserklæring

Det er søndag præcis 100 år siden, at Tyskland erklærede Frankrig krig, og Den Første Verdenskrig for alvor tog sin militære begyndelse i Europa.

Derfor mødtes de to landes præsidenter søndag ved Hartmannswillerkopf i Frankrigs Alsace-region for at mindes de millioner af soldater, der fra 1914 og de følgende år mistede livet i krigen.

Netop ved Hartmannswillerkopf nær grænsen til Tyskland mistede omkring 30.000 soldater livet i kampe om området.

- På trods af vores tab og lidelser har Frankrig og Tyskland formået at gøre op med fortiden, lød det fra Frankrigs præsident, François Hollande.

- Dette er den bedste måde at ære de døde og give en garanti om fred til de nulevende, sagde han og mindede tilhørerne om, at verden stadig er fyldt med konflikter, hvor naboer slår hinanden ihjel med henvisning til blandt andet konflikten i Gaza.

Den tyske forbundspræsident, Joachim Gauck, stemte i, og sagde, at slaget ved Hartmannswillerkopf "symboliserer absurditeten og rædslen i de år" med henvisning til perioden 1914-1917, hvor Den Første Verdenskrig udspillede sig.

Den 3. august 1914 blev starten på et mere end 30-årigt langt fjendskab mellem Frankrig og Tyskland, der først sluttede, da Nazityskland kapitulerede ved slutningen af Den Anden Verdenskrig.

Det er ikke første gang, at Hollande og Gauck i fællesskab har fordømt de to landes blodige historie. Sidste år gik de to statsoverhoveder hånd i hånd gennem den franske landsby Oradour-sur-Glane, hvor tyske SS-soldater den 10. juni 1944 dræbte 642 indbyggere i en massakre.

Det regnes som den værste enkeltstående tyske krigsforbrydelse i Frankrig nogensinde.

Den 3. august 1914 fik ikke bare betydning for Frankrig og Tyskland, men også resten af Europa. Derfor har der søndag også være officielle mindehøjtideligheder i Storbritannien, Australien, Canada, Belgien og flere andre lande, som mistede sønner i Den Første Verdenskrig.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip