Frankrig: Total forvirring om formodede jihadister

Skrevet af admin

24/09/2014

Dagens topnyheder

Der var onsdag udbredt undren og forargelse i Frankrig over en beretning om, hvorfor tre mistænkte franske jihadister, der vendte hjem fra Syrien, ikke blev anholdt.

Myndighederne forklarer forløbet med en række misforståelser i kommunikationen med blandt andre de tyrkiske myndigheder. Men det vækker alligevel undren, hvordan de tre formodede jihadister frit kunne forlade Marseilles lufthavn, efter at de var blevet sat ind i et fly af det tyrkiske politi.

De tre mænd menes at være blevet anholdt i Tyrkiet, fordi de er under mistanke for at være med i et netværk, der rekrutterer jihadister til Syrien.

Franske medier rapporterer, at den tyrkiske kaptajn på det fly, der skulle flyve mændene til Paris, afviste at tage dem med, hvorpå de i stedet blev sat på et fly til Marseille.

Myndighederne kom også til at stå i et endnu værre lys, da politiet anholdt tre mænd i Paris, som de forvekslede med jihadisterne. Det kom også frem, at politiet i Marseille ikke var i stand til at se, at de tre mænd var efterlyste, men lod dem gå gennem paskontrollen uden problemer, da en sikkerheds-databank var brudt sammen.

Myndighederne blev dog sparet for at tabe ansigt yderligere, da de tre mænd meldte sig selv til politiet onsdag - næsten et døgn efter deres ankomst til Frankrig.

- Der var klart en masse rod, men størstedelen skyldes manglende kommunikation med de tyrkiske myndigheder, siger den franske forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, til fransk radio.

Med i trioen var en 29-årig svoger til Toulouse-jihadisten Mohamed Merah, som blev skudt og dræbt af politiet, efter at han i 2012 dræbte syv mennesker - deriblandt tre børn. En 27-årig, der tidligere var dømt for at have forbindelse til terror og til jihadistgrupper, var også en del af gruppen.

En advokat, der repræsenterer en af de tre mænd, siger, at der aldrig blev stillet et eneste spørgsmål til dem i Marseilles.

- Hvor utroligt det end lyder, siger han.

De tre mænd meldte sig selv på en politistation i Toulouse.

Eksperter anslår, at omkring 930 franske statsborgere eller indbyggere - deriblandt mindst 60 kvinder - er aktivt engagerede i jihad i Irak og Syrien eller har planer om at blive det.

/ritzau/AFP