Frankrig udraderer Honduras og scorer historisk VM-mål

Der blev skrevet historie, da Frankrig søndag aften vandt 3-0 over Honduras ved VM i fodbold i Brasilien.

Det andet franske mål i kampen i Porto Alegre blev nemlig anerkendt ved brug af mållinjeteknologi, og det er første gang i VM's historie, at det sker.

Karim Benzema, der havde scoret Frankrigs første mål i første halvleg, afsluttede tre minutter inde i anden halvleg på stolpen.

Bolden sprang derefter ind på Honduras-målmanden Noel Valladares og ind mod målstregen.

Den 37-årige anfører kastede sig tilbage og fik bolden ud af målet, men mållinjekameraerne overbeviste den brasilianske dommer Sandro Ricci om, at bolden akkurat havde krydset målstregen til 2-0.

Noel Valladares fik den tvivlsomme ære at stå som ophavsmand til den historiske scoring. Det er første gang ved VM, at dommerne kan gøre brug af mållinjeteknologi.

Frankrigs sejr var fuldt fortjent, og den kunne let være blevet meget større.

Honduras var primært bedst i spillet med musklerne, men det var dog mere en dumhed, der førte til det første franske mål kort tid før pausen.

Wilson Palacios gik helt tåbeligt i ryggen på franskmanden Paul Pogba i straffesparksfeltet, hvilket betød fransk straffespark og marchordre til Palacios, der indkasserede sit andet gule kort i kampen.

Dermed blev det dyrt for Stoke-spilleren, at han cirka et kvarter forinden havde fået et gult kort for en batalje med samme Paul Pogba.

Den 21-årige Juventus-spiller indkasserede også en advarsel i situationen, hvor han trak hævnakt-kortet og med en mere striks dommer kunne være blevet vist ud.

Frankrig burde allerede have afgjort affæren i første halvleg af kampen, der fik en bizar indledning.

Begge holds spillere stillede sig klar til at høre nationalmelodierne, men de måtte vente forgæves på dem.

Frankrigs Blaise Matuidi og Antoine Griezmann havde afslutninger på overliggeren i kampens første fjerdedel, og Karim Benzema headede over mål efter et godt fransk angreb.

Honduras spillede hårdt, men ufarligt, og ligner et hold, der bør gøre klar til en hurtig retur fra VM, når holdet har spillet de sidste to kampe i gruppe E mod Ecuador og Schweiz.

Frankrig fortsatte dominansen i anden halvleg, og Karim Benzema scorede sit andet mål til 3-0 med et flot diagonalt skud.

Med sejren bringer Frankrig sig i spidsen for gruppe E. Tidligere søndag vandt Schweiz 2-1 over Ecuador.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV