Frankrigs klimadiplomati er sat i topgear inden COP21

Skrevet af admin

19/10/2015

Mest læste i dag

Med mindre end to måneder til FN's klimatopmøde COP21 i Paris, arbejder værterne fra Frankrig benhårdt på at skaffe et så godt som muligt udgangspunkt for succesfulde forhandlinger.

Den franske regering har således iværksat en hidtil uset diplomatisk indsats for at få verdens lande - store som små - til at indgå en aftale i Paris i december.

Det skriver The Guardian.

Frankrig, der er kendt for sit vidtforgrenede diplomatiske netværk, har uddannet alle sine ambassadører kloden rundt i de globale klimaforandringers betydning og instrueret dem i, hvordan de skal formidle budskabet til regeringerne i de respektive lande.

Ligeledes har Frankrigs præsident, François Hollande, besøgt et utal af lande i løbet af det seneste år og opfordret landenes ledere til at komme til Paris til COP21.

Hans udenrigsminister, Laurent Fabius, der skal lede forhandlingerne i den franske hovedstad, har ligeledes haft et nådesløst program med adskillige møder og besøg i udlandet de seneste mange måneder.

Klimadiplomatiet har aldrig tidligere været så koordineret, lyder det fra Frankrigs ambassadør i Storbritannien.

- Det er en topprioritet for vores diplomati. Alle vores ambassadører i hele verden er mobiliseret, siger Sylvie Bermann til The Guardian.

COP21 anses som en altafgørende konference i forhold til at indgå en bindende aftale på klimaområdet, hvis der for alvor skal dæmmes op for den globale opvarmning i verden.

I Bonn i Tyskland mødes mange af de deltagende lande i disse dage for at diskutere et foreløbigt udkast til en aftale i Paris.

Mandag skal udkastet diskuteres, og her ventes en lang række udviklingslande ifølge AFP at erklære sig utilfredse med udkastet.

/ritzau/