Frankrigs landstræner udpeger Tyskland som favorit

Skrevet af admin

04/07/2014

Dagens topnyheder

Det franske landshold står overfor den hidtil sværeste kamp ved dette års fodbold-VM i Brasilien, når holdet fredag møder Tyskland i kvartfinalen.

Selvom Frankrig indtil nu har vist gode takter ved slutrunden, så er Tyskland favorit til at gå videre til semifinalen.

Det mener i hvert fald Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, efter at Tysklands manager Oliver Bierhoff udnævnte Frankrig som favorit til at vinde kvartfinalen.

- Da folk udpegede deres favoritter inden turneringen, var Tyskland i blandt dem, siger Didier Deschamps til AFP.

- Deres trup er nærmest uændret i de seneste to store slutrunder. De når altid videre til de afgørende kampe.

- Det er et solidt hold med fremragende individuelle talenter, som kan lide at have bolden og presse deres modstandere, lyder det fra Les Bleus' træner.

Frankrig fik en drømmestart på slutrunden med en målscore på 8-2 efter to kampe mod henholdsvis Honduras og Schweiz. Mod Ecuador måtte holdet nøjes med 0-0.

I 1/8-finalen spillede Frankrig sig videre med en 2-0-sejr over Nigeria.

Trods et godt tysk hold, mener Deschamps dog ikke, at Frankrig har noget at frygte, når holdet fredag løber på banen til mødet med tyskerne i kvartfinalen på Maracana.

- Vi skal fortsætte med de ting, vi har gjort godt indtil nu, men kravene bliver højere, og det er vi nødt til at kunne leve op til, siger han.

- Der vil komme perioder, hvor de vil presse os, men vi er også i stand til at volde dem problemer.

- Vi føler os ikke pressede. Vi er bare glade for at få muligheden for at spille en VM-kvartfinale. Vi skal skrive ny historie, og vi vil gøre alt for, at det bliver en smuk historie, siger Deschamps.

Der er kampstart klokken 18.00.

/ritzau/