Frankrigs rigeste mand mistænkes for pengefusk

Den franske rigmand Bernard Arnault befinder sig i øjeblikket i de belgiske myndigheders søgelys.

Finansavisen De Tijd skriver, at anklagemyndigheden har indledt en undersøgelse af en stor pengetransaktion, der blev foretaget i december 2011.

Da skete der en kapitalforøgelse på 2,9 milliarder euro, det er omkring 21,6 milliarder kroner, i selskabet Pilinvest.

Arnault er chef for gruppen LVMH, der ejer en række luksusmærker, herunder Louis Vuitton, og Pilinvest er LVMH's belgiske holdingselskab.

En advokat for Pilinvest siger, at selskabet fuldt ud har respekteret alle belgiske regler.

Arnault er ifølge magasinet Forbes verdens 10. rigeste mand med en formue på anslået 29 milliarder dollar - 162 milliarder kroner.

Han har en lejlighed i Uccle, der er et beboelseskvarter nær centrum af Belgiens hovedstad, Bruxelles.

I fjor vakte han nogen opstandelse, da han søgte om belgisk statsborgerskab. Ansøgningen trak han tilbage i april i år.

Arnault er en af adskillige velbeslåede franskmænd, herunder skuespilleren Gérard Dépardieu, der har skabt både debat og hævede øjenbryn på grund af planer eller trusler om at søge statsborgerskab i andre lande for at slippe for regeringens foreslåede skat på 75 procent for de velstillede.

Denne høje skat er senere erklæret forfatningsstridig.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip