Frans Nielsen er afgørende på straffe i Islanders-sejr

Skrevet af admin

05/12/2015

Dagens topnyheder

Den danske ishockeyspiller Frans Nielsen scorede i den afgørende straffeslagskonkurrence og sikrede New York Islanders en 2-1-hjemmesejr over St. Louis Blues i NHL.

Men inden det kom så vidt, lignede det længe et nederlag for New York Islanders og Frans Nielsen natten til lørdag dansk tid.

New York Islanders kom nemlig bagud 0-1, efter at St. Louis Blues-spilleren Kevin Shattenkirk scorede kampens første mål i slutsekunderne af første periode.

Der blev ikke scoret i anden periode, men i tredje periode udlignede Frans Nielsens holdkammerat Mikhail Grabovski til 1-1 og tvang kampen ud i overtid, hvor der ikke blev scoret yderligere.

Kampen skulle dermed afgøres på straffeslag, og her scorede både Frans Nielsen og Kyle Okposo for New York Islanders, mens St. Louis Blues til gengæld brændte to straffeslag, og så var kampen afgjort.

- Det er en stor sejr. Jeg synes ikke, vi kom ud til kampen på den måde, vi ønskede. Vi var lidt sjuskede og mistede pucken for ofte.

- Men der skete helt sikkert noget med holdet, efter at Grabovski scorede. Vi fik mere energi, siger Frans Nielsen til nhl.com.

New York-keeperen Thomas Greiss stod for 31 redninger i kampen og stoppede udeholdets profiler Kevin Shattenkirk og Vladimir Tarasenko på straffeslag.

- Greiss ha været utrolig. Han giver os en chance for at vinde hver aften, når han står. Det er fantastisk at have to målmænd som dem, siger Frans Nielsen, som også roser holdets anden målmand Jaroslav Halak.

/ritzau/