Frans Nielsen misser straffeslag i Islanders-nederlag

Skrevet af admin

22/02/2015

Dagens topnyheder

Den danske ishockeyprofil Frans Nielsen måtte lørdag se sig slået i NHL sammen med sit hold New York Islanders.

Holdet måtte ud i straffeslagskonkurrence, inden nederlaget til Washington Capitals var en realitet, og her fik danskeren en uheldig rolle.

Han misbrugte Islanders' første forsøg i straffeslagskonkurrencen, og da Washingtons Evgeny Kuznetsov var ene om at kunne score, var hjemmeholdets sejr hjemme.

Allerede i ordinær spilletid var Washington tæt på at vinde, men 48 sekunder før tid fremtvang Islanders overtid med målet til 2-2.

En anden dansk spiller Lars Eller var derimod med til at vinde 3-1 med Montreal Canadiens på hjemmebane over Columbus Blue Jackets. Han fik godt 18 minutter på isen.

Dermed er Montreal i spidsen for Eastern Conference foran netop Frans Nielsens Islanders.

Anaheim Ducks vandt 2-1 på udebane over Edmonton Oilers, men det var uden Frederik Andersen på mål.

En anden danskerklub Arizona Coyotes tabte 2-4 på hjemmebane til Tampa Bay Lightning uden skadede Mikkel Bødker.

/ritzau/