Frans Nielsen og co. tager ny sejr i suveræn sæsonstart

Skrevet af admin

05/12/2014

Dagens topnyheder

New York Islanders har i denne sæson fået klubbens bedste start nogensinde i NHL med 19 sejre i de første 26 kampe.

Natten til fredag slog Frans Nielsen og holdkammeraterne på udebane canadiske Ottowa Senators med 2-1.

Danskeren var kraftigt involveret i gæsternes føringsmål til 1-0, da han midtvejs i anden periode skøjtede bag om Ottowas mål og sendte pucken hen til holdkammeraten Brock Nelson, der scorede. Det var Frans Nielsens niende assist i denne sæson.

Hjemmeholdet fik senere udlignet til 1-1, inden Islanders i tredje periode sikrede sig sejren med en scoring fra Casey Cizikas.

I Pittsburgh var Jannik Hansen med til at sikre Vancouver Canucks en 3-0-sejr, da han blev noteret for en assist ved gæsternes sidste mål.

Vancouver har ligesom New York Islanders fået en fremragende sæsonstart med 18 sejre i 26 kampe.

Ingen hold i NHL kan dog matche New York Islanders 19 sejre.

/ritzau/