Frans Nielsen og Islanders i problemer på egen is

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

New York Islanders og Frans Nielsen er kommet i problemer i NHL-slutspillet, hvor danskerklubben møder Florida Panthers.

Natten til torsdag måtte holdet fra New York se sig slået med 2-1 på egen is.

Alex Petrovic sikrede gæsterne fra Florida Panthers sejren med en scoring midtvejs i tredje periode, efter at begge mandskaber havde fået pucken i nettet hen imod slutningen af anden periode.

Modsat det seneste opgør mellem de to klubber kom Frans Nielsen ikke på måltavlen.

Med sejren har holdet fra Florida udlignet til 2-2 i bedst-af-syv-serien, og hjemmebanefordelen er nu tippet over til Panthers.

Det står klart, at Frans Nielsen og holdkammeraterne som minimum skal vinde en af to potentielle kampe i Florida. Det er dog ikke helt utænkeligt, at det kan lade sig gøre, eftersom Islanders åbnede serien mod Panthers med en 5-4-sejr i Florida.

Duellen mellem Islanders og Panthers fortsætter fredag aften, når de to mandskaber står over for hinanden i Florida. Dagen efter mødes de igen i New York.

De to hold kæmper om at blive blandt de otte sidste hold, der fortsætter i udskilningsløbet om at vinde Stanley Cup-trofæet.

/ritzau/