Frans Nielsen scorer forgæves i NHL

Skrevet af admin

20/10/2013

Dagens topnyheder

Den danske ishockeystjerne Frans Nielsen lavede sit fjerde sæsonmål, men hans klub New York Islanders tabte alligevel 3-4 til Carolina Hurricanes natten til søndag.

Nielsen udnyttede en løs puck i et powerplay i tredje periode og reducerede til 2-4, men holdet fra Long Island, der også havde Peter Regin på isen, måtte forlade isen uden point.

Nielsen er nu oppe på fire mål og fire assist i otte kampe og indtager en placering som nummer 27 på NHL's topscorerliste.

Dermed ligger han side om side med Lars Eller, der assisterede ved Montreal Canadiens' enlige socirng i 1-2-nederlaget til Nashville Predators.

Mere succes var der for Mikkel Bødker, der blev noteret for to assist, da Phoenix Coyotes slog Detroit Red Wings med 5-2.

Holdet fra Arizona var ellers bagud med 0-2 efter første periode og 1-2 efter anden, men en stærk slutspurt gav Bødker og holdkammeraterne de to point.

Bødker er oppe på syv målpoint efter to scoringer og fem assist hidtil i sæsonen.

/ritzau/