Frans Nielsen scorer igen på straffeslag

Skrevet af admin

25/11/2014

Dagens topnyheder

Den danske ishockeyspiller Frans Nielsen er i noget nær særklasse, når det gælder straffeslag. Også i konkurrence med verdens bedste ishockeyspillere i NHL.

Natten til tirsdag scorede danskeren igen, da New York Islanders besejrede Philadelphia Flyers med 1-0 hjemme på Long Island.

Den ordinære kamp og overtiden endte 0-0, og så slog den 30-årige dansker til, da kampen skulle afgøres i straffeslagskonkurrence.

Da begge hold havde misbrugt deres første forsøg, scorede Frans Nielsen på Philadelphia-målmand Steve Mason. Det samme gjorde Islanders-kaptajn John Tavares, og da gæsterne fra Philadelphia ikke scorede på nogen af deres tre forsøg, var kampen afgjort.

Frans Nielsen scorede også på straffeslag i lørdags, og danskeren har nu scoret på 37 af 65 forsøg, siden han debuterede i verdens bedste ishockeyliga i 2007.

Med scoringen deler danskeren nu førstepladsen for flest scorede mål på straffeslag nogensinde i NHL. Han deler rekorden med tre andre spillere.

New York Islanders har ikke klaret sig ret godt de senere år, men holdet har nu vundet 15 af sine første 21 kampe. Det er holdets bedste sæsonstart nogensinde.

Holdet deler førstepladsen med Pittsburgh i Metropolitan Division med 30 point for 21 kampe. Pittsburgh har dog spillet en kamp færre.

/ritzau/