Frans Nielsen svigter igen i sit speciale

Skrevet af admin

16/10/2013

Dagens topnyheder

Ishockeyspilleren Frans Nielsen fra New York Islanders plejer at være sikkerheden selv på straffeslag, men i denne sæson har danskeren ikke leveret varen i kampen alene med modstandernes målmand.

Da nattens NHL-opgør mod Buffalo Sabres endte 3-3 efter ordinær spilletid, måtte der straffeslag til for at afgøre, hvilket hold der skulle have det tredje og sidste point med hjem.

Her blev Frans Nielsen udpeget som en af de tre skytter, men danskeren brændte for tredje gang af tre mulige i dette efterår, og Islanders tabte 4-3.

Det ændrer dog ikke ved, at landsholdscenteren spillede en flot kamp. Han scorede kampens første mål med et flot håndledsskud og blev siden valgt som kampens tredjebedste spiller.

Landsmanden Peter Regin var til gengæld mere anonym i de 11 minutter, han var på isen.

I nattens øvrige kampe vandt Vancouver Canucks 3-2 over Philadelphia Flyers takket være en assist af Jannik Hansen.

Phoenix og Mikkel Bødker tabte 3-4 efter overtid til Ottawa, mens Lars Ellers Montreal Canadiens besejrede Winnipeg Jets 3-0.

/ritzau/