Frans Nielsen tager oplæggerrolle i kæmpesejr

Skrevet af admin

08/02/2016

Mest læste i dag

Den danske ishockeyspiller Frans Nielsen bidrog med to assister natten til mandag dansk tid, da New York Islanders i NHL lammetævede Edmonton Oilers med hele 8-1.

Nielsen havde selv kun et enkelt skud på mål, men to gange satte han altså en holdkammerat op til scoring.

Første gang var ved målet til 3-0 godt midtvejs i første periode, som blev sat ind af Nikolay Kulemin, og den anden danske assist kom ved målet til 5-0 af Kyle Okposo efter seks minutter af anden periode.

Okposo var kampens store oplevelse med et hattrick.

Cifrene tyder på en meget ensidig forestilling, men det var der slet ikke tale om i spillet ude på isen.

Edmonton Oilers var godt med i spillet, og skudstatistikken endte trods en enorm margin på måltavlen 31-31.

Thomas Greiss i Islanders-målet stod imidlertid en flot kamp med 30 redninger, mens gæsternes målmænd slet ikke kunne finde håndtag i pucken.

Med sejren er Frans Nielsen og holdkammeraterne nummer tre i holdets division.

Lars Eller brændte i straffeslagskonkurrencen for Montreal Canadiens hjemme mod Carolina Hurricanes, men da holdkammeraten Sven Andrighetto var den eneste af ti skytter, som formåede at score, vandt Eller og co. alligevel opgøret med 2-1.

/ritzau/