Fransk fodboldlegende stopper efter Africa Cup-exit

Skrevet af admin

28/01/2015

Mest læste i dag

Alain Giresse er færdig som landstræner for Senegals fodboldlandshold.

Det siger den franske fodboldlegende selv efter tirsdagens exit fra Africa Cup of Nations, turneringen om det afrikanske mesterskab, der bliver spillet i Ækvatorial-Guinea.

- Det er slut, min kontrakt løber ud, siger 62-årige Alain Giresse ifølge nyhedsbureauet AFP. Han tiltrådte for to år siden.

Senegal tabte 0-2 til Algeriet i den sidste gruppekamp, og med fire point for tre kampe kommer Giresses hold ikke videre fra gruppe C.

Alain Giresse er ikke uvant med at stoppe som landstræner efter en exit ved Africa Cup of Nations.

I 2010 blev han fyret som landstræner for Gabon, efter at holdet ikke kom videre fra gruppespillet.

I 2012 havde han noget mere succes, da han førte Mali frem til en tredjeplads ved Africa Cup of Nations.

Den lille Alain Giresse huskes af mange som en fjerdedel af den magiske midtbane på Frankrigs landshold i 1980'erne, der også bestod af Michel Platini, Jean Tigana og Luis Fernandez.

Giresse vandt EM i 1984 med Frankrig, og han var med til at føre holdet frem til semifinalerne ved VM i både 1982 og 1986.

/ritzau/