Fransk Formel 1-racerkører er død efter måneder i koma

Skrevet af admin

18/07/2015

Dagens topnyheder

Den franske racerkører Jules Bianchi er død, efter at han for ni måneder siden var involveret i en voldsom ulykke i Formel 1.

Det oplyser familien i en besked, som er blevet offentliggjort på Facebook.

- Det er med stor sorg, at forældrene til Jules Bianchi, Philippe and Christine, hans bror Tom og søster Mélanie, ønsker at fortælle, at Jules er gået bort i aftes, lyder det i beskeden.

Den unge franskmand har ligget i kunstigt koma lige siden ulykken på Suzuka-banen i Japan i oktober sidste år.

- Jules kæmpede til det sidste, som han altid har gjort, men i dag er kampen slut, siger Bianchi-familien i udtalelsen.

- Vores smerte er enorm og ubeskrivelig. Vi vil gerne takke personalet på Nices CHU (hospitalet, hvor Jules Bianchi var indlagt, red.) som tog sig af ham med kærlighed og engagement, siger familien videre.

Samtidig takker de det japanske hospital, hvor racerkøreren først blev indlagt efter den tragiske ulykke.

Jules Bianchi blev 25 år og kørte for Marussia-holdet fra 2013.

Den seneste ulykke forud for Jules Bianchis, hvor en racerkører har mistet livet i et Formel 1-løb, skete for 21 år siden i 1994.

Her var det den tredobbelte verdensmester Ayrton Senna fra Brasilien, der kørte galt i San Marino og døde af sine kvæstelser.

Det er ikke mere end en uge siden, at Jules Bianchis far sagde, at han hver eneste dag mistede lidt af troen på, at sønnen vil komme sig.

Allerede før ulykken, der skete i mørke på den regnvåde bane, hvor Jules Bianchi mistede kontrollen og kørte ind i et redningskøretøj, havde far og søn talt om risikoen for at komme galt af sted.

Samtalen var ansporet af Formel 1-legenden Michael Schumachers alvorlige skiulykke, der betød, at tyskeren lå mere end seks måneder i koma.

- Han (Jules) sagde til os, at hvis han nogensinde kom ud for en ulykke som Michael Schumacher, og at hans eneste handicap måske ville være, at han ikke længere var i stand til at køre bil, så ville han have svært ved at leve. Det var hans liv, sagde Philippe Bianchi.

Fakta:

Den brasilianske Formel 1-legende Ayrton Senna er ikke længere den seneste kører, der har mistet livet i forbindelse med et grandprix i motorsportens ypperste klasse.

Fredag døde franskmanden Jules Bianchi, der har ligget i koma siden en voldsom ulykke i oktober sidste år.

Her er en liste over de ti seneste dødsfald blandt Formel 1-kørere. I parentes er det land, hvor ulykken skete:

Related content     Ford Mondeo OVO     0:0 3:9            

* Jules Bianchi: 2014 (Japan)

* Ayrton Senna: 1994 (San Marino)

* Roland Ratzenberger: 1994 (San Marino)

* Riccardo Paletti: 1982 (Canada)

* Gilles Villeneuve: 1982 (Belgien)

* Ronnie Peterson: 1978 (Italien)

* Tom Pryce: 1977 (Sydafrika)

* Mark Donohue: 1975 (Østrig)

* Helmuth Koinigg: 1974 (USA)

* Peter Revson: 1974 (Sydafrika)

 

Kilder: ESPN, Reuters

/ritzau/