Fransk højesteret skal afgøre blodig hanekamps skæbne

Skrevet af admin

21/07/2015

Dagens topnyheder

Franskmænd kan stadig nyde en hidsig hanekamp og en klassisk duel mellem tyr og mand, selvom den slags sport er forbudt over det meste af verden.

Men der er ikke lighed for loven i "frihedens, lighedens og broderskabets" eget land.

Det mener i hvert fald to sagsøgere og deres advokat, som er vrede over, at de franske love tillader opførsel af arenaer til tyrefægtning, men ikke tilsvarende byggeri til brug for hanekamp.

To personer på den franske ø Reunion, der ligger i Det Indiske Ocean, blev i 2012 dømt for at have opført en arena til hanekamp. De har siden rejst en sag om forskelsbehandling.

Domstolen skal senere i juli fælde dom i sagen. Afgørelsen ventes 31. juli.

Dyremishandling er strafbart i Frankrig, men der findes en undtagelse for sportsgrene, som er bundet i regionale traditioner.

De to sagsøgeres advokat, Fabienne Lefevre, siger, at forskellen mellem hanekamp og tyrefægtning er et "angreb på princippet om ligeret". Hun ønsker, at højesteret skal omstøde loven, der forbyder etablering af nye arenaer til hanekamp.

Hanekamp går tilbage til Romertiden, og den blodige sport var særligt populær i midten af det forrige årtusinde. I 1800-tallet steg modstanden mod sporten.

Storbritannien forbød hanekamp for 150 år siden. I Latinamerika og i det sydøstlige Asien kan man stadig se en hanekamp.

Frankrig og Spanien tillader hanekamp i regioner, hvor sporten anses for at være en gammel tradition.

De hidsige haner stoppes med steroider, så de bliver endnu mere aggressive til kampen, og arrangørerne sætter ofte knive på deres sporer, så duellen bliver endnu mere blodig.

Tilskuerne i arenaen sætter penge på vinderen af duellen.

/ritzau/AFP