Fransk klovn mister rød motorcykel

Den franske klovn Pieric fra Cirkus Dannebrog har mistet en vigtig rekvisit til et cirkusnummer med heste.

Det drejer sig om en italiensk motorcykel med sidevogn og anhængertræk, fortæller Pierics søn, Nicholas Furic Svendsen, til Ritzau.

- Det er en gammel rød Motoguzzi. Under forestillingen bliver der spændt en hestevogn bagefter, og så sidder der en hest i sidevognen og to heste i vognen bagved, fortæller sønnen.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Motorcyklen blev stjålet i Brøndby Strand fredag aften mellem klokken 21.30 og 22. Her var Pieric og Nicholas ude for at besøge Nicholas' kæreste.

- Vi var inde for at spise, og da vi kom ud, så var motorcyklen væk, fortæller Nicholas Furic Svendsen.

Far og søn håber nu, at nogen kan hjælpe med at finde frem til motorcyklen, som er udstyret med franske nummerplader. Motorcyklen har registreringsnummer 776-CCC-44.

Cirkus Dannebrog ligger i øjeblikket på Fisketorvet i København.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV