Fransk lokalvalg kan kickstarte Le Pens præsidenttogt

Selv om der på papiret blot er tale om et lokalvalg, er flere af Frankrigs ledende politikere til eksamen, når franskmændene søndag stemmer til generalrådet i deres respektive departementer, der er ét af fire politiske niveauer i Frankrig.

Størst fokus er der på, om Front National - det indvandrerkritiske franske nationalistparti - bliver landets største parti for anden gang i træk, efter at det triumferede ved valget til Europa-Parlamentet i maj sidste år.

Et godt resultat ved lokalvalgene vil styrke muligheden for, at Front Nationals leder, Marine Le Pen, stiller op ved præsidentvalget i 2017.

- Om et par måneder vil vi være etableret i regionerne, og derfra vil vi invadere Elyseé-paladset, sagde hun for nylig.

Mange franskmænd interesserer sig egentlig ikke rigtig for valget søndag. Det er nemlig forholdsvis begrænset, hvilke beføjelser departementernes generalråd har.

Men signalværdien vil ikke være til at tage fejl af for Frankrigs præsident, François Hollande, hvis vælgerne halvvejs i hans embedsperiode vender ham og socialistpartiet ryggen.

Derfor har ministre og ledende politiske skikkelser i Socialistpartiet - på trods af valgets ringe politiske betydning - turneret de fleste af de 101 departementer tynde i et sidste forsøg på at skrabe stemmer sammen til partiet.

Derudover er valget også den første politiske styrkeprøve i Frankrig efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i januar, hvor præsident Hollande generelt modtog ros for sin håndtering.

Ifølge meningsmålinger står det borgerlige UMP-parti med tidligere præsident Sarkozy i spidsen og Front National side om side i kampen om vælgernes gunst med hver omkring 30 procent, mens Socialistpartiet står til omkring 20 procent af stemmer.

Lokalvalget i departementerne består af en første valgrunde søndag og en anden valgrunde næste søndag.

Det betyder formentlig, at selv om Front National skulle få over hver fjerde stemme i første valgrunde, vil det kun komme til magten i omkring fem departementer, fordi både UMP- og socialistparti-vælgere ved det afgørende valg ventes at se stort på partitilknytning for at holde Front National væk fra magten.

François Hollande har på forhånd udelukket, at valgresultatet vil få ham til at ændre på sammensætningen af regeringen.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip