Fransk medie: Tinkov vil købe Riis ud

På dagen, hvor Tour de France nummer 100 indledes på den franske ø Korsika, smider det franske medie L'Equipe lidt af en bombe.Mediet mener at vide, at en af Team Saxo-Tinkoffs to hovedsponsorer, den russiske mangemillionær Oleg Tinkov, har planer om at købe Bjarne Riis ud af cykelholdet og dermed overtage ejerskabet af Riis' livsværk.

En historie, der kommer i kølvandet på BT/sporten.dk's afsløring af, at Bjarne Riis har planer om en mere tilbagetrukket rolle på det danske cykelhold.

Sporten.dk fangede lørdag formiddag Oleg Tinkov foran et hotel på Korsika og konfronterede storsponsoren med det opsigtsvækkende rygte.

Her afviste han blankt.

- Nej, hvorfor skulle jeg gøre det. Det er et cykelhold. Der er ikke nogle indtægter, lyder svaret fra Oleg Tinkov.

- Jeg er forretningsmand. så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle gøre det, fortæller han videre.

Til gengæld afslører den russiske rigmand over for sporten.dk, at han meget vel kan overtage hele sponsoratet af det danske cykelhold.

- Jeg overvejer at blive ene-sponsor for holdet, siger han.

Er det noget, du taler med Bjarne om nu?

- Ja, selvfølgelig taler vi om det.

Hvornår forventer du, at der er en aftale på plads?

- Der bliver ingen endelig udmeldinger nu. I må vente til Paris. Der bliver to meldinger på Champs elysses. At Contador har vundet, og hvem der skal være sponsor for holdet, lyder det kækt.Aftalen med Saxo Bank udløber i 2014, hvorefter Oleg Tinkov altså meget vel kan overtage det fulde sponsorat.

  

 

 

 

Dagens Gossip