Fransk minister: Brandaos skalle var skandaløs

Skrevet af admin

18/08/2014

Dagens topnyheder

Frankrigs sportsminister Thierry Braillard blander sig nu i balladen om Bastias brasilianske angriber Brandao, der nikkede Thiago Motta en skalle lørdag.

Overvågningskameraer viser, hvordan Brandao efter kampen mellem Paris Saint-Germain og Bastia tilsyneladende ventede på Thiago Motta i spillertunnelen. Da han fik fat på ham, nikkede han ham en skalle.

Paris Saint-Germain har bekræftet, at den brasilianskfødte italienske landsholdsspiller brækkede næsen af sin modstanders handling.

- Selvfølgelig kræver det en straf. Det var skandaløst og uacceptabelt, siger Thierry Braillard ifølge nyhedsbureauet AFP.

I sidste sæson var Brandao udelukket fire spilledage for at bruge albuen mod en anden modstander fra PSG, Yohan Cabaye, og nu risikerer han en længere karantæne.

Paris Saint-Germains præsident Nasser Al-Khelaifi mener, at brasilianeren bør udelukkes på livstid.

Hans sag bliver næppe nemmere af, at de franske mestre fra PSG har offentliggjort, at højrebacken Gregory van der Wiel har fået et brud på en ryghvirvel efter at have fået Brandaos knæ i ryggen i første halvleg.

Brandaos arbejdsgiver Bastia har meddelt, at klubben vil offentliggøre en detaljeret forklaring på sagen i løbet af mandagen.

Den franske fodboldligas disciplinærkomité vil undersøge sagen torsdag.

/ritzau/