Fransk og britisk politi skal punktere menneskesmugling

Skrevet af admin

20/08/2015

Mest læste i dag

Kriminelle bander, der smugler mennesker fra Frankrig til Storbritannien via Den Engelske Kanal, skal bekæmpes ved, at britiske betjente bliver sendt til Frankrig for at få styr på situationen i samarbejde med deres franske kolleger.

Det oplyser Storbritanniens indenrigsministerium ifølge AFP tidligt torsdag forud for den britiske indenrigsminister, Theresa Mays, besøg i den franske by Calais senere på dagen.

I Calais i det nordlige Frankrig lever cirka 3000 migranter og flygtninge fra Afrika og Mellemøsten i en barakby, hvorfra de blandt andet gør forsøg på at snige sig til Storbritannien.

Overvejende unge mandlige migranter i Calais forsøger om natten at snige sig hen til Eurotunnelen, der løber under Den Engelske Kanal, for uset og uskadt at komme til Dover i Storbritannien.

Andre prøver at komme over kanalen skjult i lastbiler eller betaler menneskesmuglere, der tager dem med i biler om bord på færgerne.

Theresa May bliver den første repræsentant fra Storbritanniens regering til at besøge den nordfranske havneby, efter at migrantkrisen eskalerede tidligere på året, skriver AFP.

Samarbejdet mellem de to lande skal bestå af et fælles kommando- og kontrolcenter, som "vil finde og stoppe organiserede kriminelle, som forsøger at smugle migranter ulovligt til Nordfrankrig og over kanalen, ved at sikre efterretninger og politiarbejde, der samarbejder mere."

Ifølge indenrigsministeriet skal det nye fællescenter ledes af en britisk og en fransk chef.

Enheden er et blandt en række tiltag, der ventes at blive forhandlet på plads af Theresa May og hendes franske modpart, Bernard Cazeneuve.

Trafikken af ulovligt rejsende har ført til spændinger mellem Storbritannien og Frankrig, og i månedsvis har myndighederne kæmpet for at standse de farefulde rejser, som har kostet flere mennesker livet.

Den britiske regering har bebrejdet Frankrig for at gøre for lidt for at hindre migranterne i at rejse illegalt til Storbritannien og for overhovedet at tillade, at der er etableret en lejr i Calais.

Franskmændene beskylder briterne for at gøre det for let at arbejde ulovligt i Storbritannien, hvilket tiltrækker migranter og britiske grupper af menneskesmuglere.

/ritzau/