Fransk oliegigant får bøde for trods af FN

Skrevet af admin

26/02/2016

Dagens topnyheder

Den franske oliegigant Total er blevet idømt en bøde på 750.000 euro (omkring 5,6 millioner kroner) for korruption i en appelsag i forbindelse med FN's "olie-for-mad program" i Irak, da Saddam Hussein var ved magten.

En anden oliegigant, det hollandske Vitol, som har base i Schweiz, har fået en bøde på 300.000 euro (omkring 2,2 millioner kroner) i appelsagen.

De to olieselskaber var blandt en halv snes virksomheder og personer, som blev frikendt for korruptionsanklager i 2013 efter otte års efterforskning.

De var anklaget for at have tiltusket sig store kontantbeløb fra FN-programmet, som tillod det sanktionsramte Irak at sælge olie, så landet kunne indkøbe madforsyninger til befolkningen.

Bøden til Total fredag er den maksimale inden for straframmen i sagen.

Saddam Hussein tvang dengang udenlandske selskaber, som var involveret i programmet, til at betale ti procent til regimet med henvisning til blandt andet "transportomkostninger".

En FN-undersøgelse beskyldte i 2005 omkring 2200 selskaber, der var involveret i programmet, for at have betalt over 12 milliarder kroner i korruption for at sikre sig aftaler om leveringer til Irak.

Beslutningen om, at Irak under Saddam Husseins regime måtte sælge en vis mængde olie mod til gengæld at bruge indtægten til mad og medicin blev mere og mere omstridt op til Irakkrigen, da det stik imod hensigten gjorde den irakiske diktator rigere og rigere.

Sanktioner mod Irak blev først indført i forbindelse med krigen i Den Persiske Golf i 1991. Samme år accepterede Irak en FN-resolution, der krævede, at irakerne skulle skrotte masseødelæggelsesvåben. FN's våbeninspektører begyndte at arbejde i Irak herefter.

I december 1996 trådte FN's olie-for-mad-program i kraft.

I 2003 meddelte Storbritannien og USA, at Irak ikke samarbejdede, som landet skulle, og at det brød resolutionen om ødelæggelse af landets masseødelæggelsesvåben. En amerikanskledet invasion førte i marts til Irakkrigen.

/ritzau/AFP