Fransk politi går ind i Simonsens dødsulykke

Det lokale politi i den franske by Le Mans, hvor det legendariske 24-timersløb blev kørt, er begyndt sin efterforskning af Allan Simonsens dødsulykke under løbet i den forgangne weekend.

Det fortæller en talskvinde fra det lokale politi til sporten.dk.

- Jeg kan bekræfte, at vi er i gang med undersøgelserne af ulykken angående Allan Simonsen. Det er for tidligt at sige noget om ulykken, men min kollega er ude på banen i dag (i går, red.) for at tale med folk og for at undersøge stedet generelt som et led i efterforskningen, siger hun.

Politiets undersøgelse skal forhåbentlig munde ud i en reel opklaring af, hvad der var den præcise årsag til Allan Simonsens ulykke, og hvordan det kunne ende så tragisk.

Årsagen til, at det er politiet, som står for undersøgelsen af ulykken, er, at det skete på den del af banen, der normalt fungerer som offentlig vej.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Politiet i Le Mans ved endnu ikke, hvornår man er færdige med efterforskningen.

- Vi regner ikke med at kunne sige noget i denne uge, men håber at været nået frem til en konklusion i begyndelsen af næste uge, siger talskvinden.

Sporten.dk var tirsdag også i kontakt med arrangørerne af 24-timersløbet, Automobile Club de l’Ouest (ACO). Her var beskeden, at ACO ikke vil udtale sig om årsager til ulykken, så længe politiets efterforskning er i gang.

Dagens Gossip