Fransk politi har anholdt 100 før klimamøde

Skrevet af admin

29/11/2015

Dagens topnyheder

Fransk politi har anholdt 208 demonstranter efter gadekampe forud for klimatopmødet, oplyser myndighederne i den franske hovedstad til AFP.

Det var en mindre gruppe yderliggående venstrefløjsaktivister, som blev involveret i gadekampene, mens en større gruppe dannede en menneskekæde i det centrale Paris.

De franske myndigheder aflyste to planlagte demonstrationer i Paris af sikkerhedsgrunde, efter at militante fra den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat den 13. november dræbte 130 mennesker og sårede 350.

Tusindvis af demonstranter trodsede forbuddet ved at samle sig i det centrale Paris, hvor de dannede en to kilometer lang menneskekæde langs den rute, hvor en aflyst klimamarch skulle have fundet sted.

Mange har efter aflysningen sat sko på gaden som en stille form for klimademonstration

FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, og pave Frans har begge bidraget med et par sko til demonstrationen.

Præsident François Hollande fordømte de venstreorienterede aktivister for deres handlinger, som han kalder "skandaløse."

- Disse forstyrrende elementer har ikke noget at gøre med miljøbeskyttelse. De sker ikke for at få topmødet til at blive en succes, men for at få skabt uroligheder, siger den franske præsident.

Titusinder af mennesker deltog i weekenden i klimamarcher i en række af verdens storbyer for at opfordre verdens ledende politikere til at opnå konkrete resultater ved klimatopmødet COP21 i Paris, som åbnes mandag.

"Globale Klimamarcher" fandt blandt andet sted i London, Oslo, New Delhi, Kampala, Manila, Kyoto, Austin, New York, Dhaka, Tokyo, Kairo og São Paulo. Også i København var der en klimamarch søndag med omkring 5000 deltagere ifølge politiet.

- Vi ønsker at sende et budskab til resten af verden - og især til verdens politiske ledere ved klimamødet: Vores overlevelse er ikke noget, der kan forhandles om, siger Denise Fontanilla, som er talskvinde for Den Asiatiske Befolknings Bevægelse for Gæld og Udvikling.

/ritzau/Reuters