Fransk politi har identificeret hjernen bag Paris-angreb

Skrevet af admin

13/07/2016

Dagens topnyheder

Nye dokumenter fra det franske parlament viser, at de franske efterforskere udpegede den forkerte mand som leder af angrebene, der førte til 130 menneskers død i Paris sidste år, skriver Reuters.

Af dokumenterne fremgår det, at franske myndigheder har identificeret en person, der var bagmanden bag de militante angreb i Paris 13. november 2015.

Men myndighederne oplyser også, at de nu ved, at Abdelhamid Abaaoud spillede en mindre rolle i planlægningen af angrebet.

Han blev dræbt under en langvarig skudveksling med fransk politi i Paris i dagene efter angrebet.

Oplysningerne stammer fra nye offentliggjorte dokumenter fra et vidneudsagn bag lukkede døre 24. maj, hvor den franske chef for landets eksterne sikkerhed, Bernard Bajolet, har udtalt sig til et parlamentsudvalg.

Abaaoud blev oprindeligt beskrevet som lederen af de skud- og bombeangreb, der fandt sted på koncertstedet Bataclan, på parisiske restauranter og barer og det parisiske fodbold stadion, Stade de France, hvor i alt 130 personer døde.

- Det er rigtigt, at Abaaoud kordinerede, men han var ikke lederen, er Bajolet citeret for at sige i dokumenterne.

Han har også tilkendegivet, at man nu er på sporet af den rigtige leder af angrebet.

- Vi har haft fremgang i efterforskningen af dette, og vi har derfor en idé om identiteten på lederen, lyder det.

Bajolet sætter ikke navn på den formodede hjerne bag angrebet og siger heller ikke, om vedkommende er død eller fortsat er i live.

/ritzau/Reuters