Fransk politi jagter mand efter skudangreb

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

De franske myndigheder fortsatte tirsdag en omfattende jagt på den mand, der mandag trængte ind på avisen Liberation og sårede en 27-årig fotograf livsfarligt med skud fra et jagtgevær, inden han senere åbnede ild ved en bank og kaprede en bil.

Fabrice Tassel fra den venstreorienterede avis' chefredaktion siger, at den sårede fotograf kæmpede for sit liv under en operation mandag, men har det "en anelse bedre tirsdag."

Avisen Le Parisien skrev tirsdag eftermiddag, at politiet havde pågrebet den mand, der formodes at at have foretaget skudangrebet.

Men rapporten blev afvist af anklagemyndigheden i Paris.

Politiets efterforskere har indtil videre ikke været i stand til at fastslå angrebsmandens identitet. Han beskrives som en hvid mand i alderen 35-45 år og betegnes som "meget farlig."

Politikilder siger, at omkring 400 mennesker har henvendt sig med oplysninger, der kan være relevante for sagen. Ud ad disse tages 120 alvorligt og følges op.

Et foto af den mistænkte er offentliggjort, efter at det blev taget af et overvågningskamera på metrostationen Concorde i det centrale Paris.

Manden flygtede fra Liberations redaktion efter sit skudangreb, der skete klokken 10.15 mandag formiddag.

- Han kom ind og affyrede to skud, hvorefter han stak af, siger Liberations chefredaktør, Fabrice Rousselot, til fransk tv.

Gerningsmandens motiver er ukendte. I sidste uge truede den samme mand journalister på tv-stationen Bfmtv.

Kort efter, at politiet mandag havde sendt folk ud til alle større medieredaktioner, blev der skudt uden for banken Societe Generales hovedkvarter i forretningskvarteret La Defense i det vestlige Paris.

Ingen kom noget til ved skyderiet, men det var den samme gerningsmand, der kort efter kortvarigt kaprede en bil, som blev kørt af en præst. Derefter forsvandt manden.

- Når man har en person, der kommer ind med et jagtgevær på en avisredaktion i et demokrati, så er det meget, meget alvorligt - uanset hvilken mental tilstand denne person er i, sagde Nicolas Demoran fra Liberations chefredaktion efter skudangrebet.

/ritzau/AFP/