Fransk politi jagter mistænkte i skovområde nord for Paris

Skrevet af admin

09/01/2015
Foto: Polfoto

Dagens topnyheder

Franske specialstyrker har i løbet af natten til fredag jagtet de to mistænkte fra Charlie Hebdo-massakren i et skovområde nord for Paris. En helikopter har ifølge den britiske avis Telegraph overfløjet skoven Forêt de Retz, der er større end Paris.

Menneskejagten på de to brødre, Cherif Kouachi og Said Kouachi, synes at blive intensiveret time for time. De mistænkte for onsdagens angreb mod det satiriske ugeblad Charlie Hebdo, hvor 12 mennesker blev dræbt, er stadig på fri fod.

Torsdag aften sagde den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, at 88.000 politibetjente og militærfolk deltog i eftersøgningen over hele Frankrig. Yderligere 400 soldater bliver indsat fredag, sagde han.

Menneskejagten er koncentreret i et område omkring byen Villers-Cotterets, der ligger cirka 80 kilometer nordøst for Paris. I jagten er politiet gået fra hus til hus i flere andre landsbyer, blandt andet Longpont, Corcy og Crépy-en-Valois.

De to brødre er begge kendt af politiet, men det er indtil videre Cherifs fortid, der har fyldt mest. Den yngste bror er tidligere dømt for at rekruttere hellige krigere.

Meget tyder på, at brødrene de seneste mange måneder har formået at holde sig under efterretningstjenesters radar, og at de derfor ikke har fået særlig opmærksomhed fra det franske antiterrorkorps.

Amerikanske efterretningskilder siger dog til The New York Times, at begge brødre stod i den amerikanske database over kendte eller mistænkte terrorister, hvilket betød, at de ikke kunne flyve ind i USA.

Kilder tæt på efterforskningen af angrebet fortæller til de internationale medier Reuters, The New York Times og CNN, at 34-årige Said Kouachi i 2011 var i Yemen for at træne med al-Qaeda på Den Arabiske Halvø.

Et vidne til onsdagens angreb har fortalt, at gerningsmændene under flugten sagde, at de var fra netop al-Qaeda i Yemen.

Gruppen er en af de mest aktive celler i al-Qaeda-netværket.

/ritzau/dpa