Fransk politi undersøger droner over Paris

Indbyggere i Paris har meldt om flere nye tilfælde, hvor droner flyver hen over den franske hovedstad, og det får nu fransk politi til atter at undersøge sagen.

En politikilde siger til nyhedsbureauet AFP, at politiet nu vil undersøge, om der reelt er tale om droner.

De små, ubemandede flyvemaskiner er observeret ved Place de la Concorde, militærmuseet Les Invalides, ved Seine-floden og nær ringvejen i Paris natten til onsdag.

Ifølge fransk lovgivning er det ikke tilladt at flyve droner.

Franske myndigheder har endnu ikke fundet nogen forklaring eller noget motiv for droneflyvningerne. Det er uvist, om der blot ligger drengestreger bag, eller om der er tale om en mere alvorlig trussel.

Tirsdag aften meddelte indenrigsminister Bernard Cazeneuve, at der er meldt om omkring 60 flyvninger, herunder også over franske atomanlæg, siden oktober.

Tirsdag blev en britisk journalist, der arbejder for den arabiske tv-station al-Jazeera, idømt en bøde på 1000 euro (cirka 7500 kroner) for at fløjet en drone over Paris.

Han blev anholdt i sidste uge sammen med to andre journalister i Bois de Boulogne, der ligger i den vestlige del af Paris.

En kilde i politiet siger, at journalisterne ikke menes at have noget at gøre med tidligere droneflyvninger.

Sikkerhedsniveauet i Paris og i Frankrig er generelt hævet efter terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris i januar. Da blev 17 mennesker dræbt plus de tre terrorister.

Den 20. januar svævede en drone kortvarigt over Elysée-palæet, præsident François Hollandes embedsbolig.

I slutningen af januar blev der set droner ved en bugt i Bretagne, hvor Frankrig har atomubåde.

I sidste uge blev mindst fem ukendte droner observeret over nogle af byens vartegn, herunder Eiffeltårnet, Place de la Concorde, militærmuseet Les Invalides og ved USA's ambassade.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip