Fransk politiker sammenligner minister med abe

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

Frankrigs Nationale Front droppede fredag en af partiets kandidater ved lokalvalgene i marts, efter at hun har sammenlignet landets sorte justitsminister med en abe.

Det stærkt højreorienterede og euroskeptiske parti, der ledes af Marine Le Pen, kæmper desperat for at nå bredere ud til vælgerne og forsøger at ændre dets fremmedfjendske image.

Den Nationale Front vandt for nylig et vigtigt suppleringsvalg, og partiet står til at blive et ledende fransk parti ved valget til Europaparlamentet næste år i en ny meningsmåling.

Men partiets kandidat i byen Rethel i den nordøstlige del af bjergregionen Ardennerne, Anne-Sophie Leclere, har udløst en mediestorm ved et sammenligne justitsminister Christiane Taubira med en abe i en udtalelse til fransk tv.

Hun har også stået bag en fotomontage, hvor Taubira, der er fra Fransk Guyana, er vist sammen med en abeunge. Under et foto af abeungen, der blev lagt ud på hendes Facebookside, er der skrevet en tekst, som antyder, at Taubira så ud som denne, da hun var barn.

Den 33-årige Leclere, der er mor til tre, siger til tv-stationen France 2, at hun ville foretrække at se Taubira "svinge i træernes lianer frem for at være i regering."

- Hun er vild. Jeg har sorte venner, og dem kalder jeg ikke for aber, siger hun.

Florian Philippot, som er Den Nationale Fronts næstformand, siger, at det var en fejl af partiet at opstille Leclere som kandidat.

Leclere, der blev medlem af Den Nationale Front i 2012, vil blive indkaldt til en særlig høring om sagen i sit parti.

Sagen kommer i kølvandet på opsigtvækkende fornærmelser og angreb på Italiens første sorte minister, Cecile Kyenge, hvilket har fået 17 europæiske lande til at erklære, at de vil optrappe kampen mod racisme.

I Italien har medlemmer af det ekstreme højrefløjsparti Liga Nord sammenlignet Kyenge, der er født i Congo, med en orangutang, og hun har været udsat for, at der er blevet kastet bananer mod hende, når hun skulle til at holde tale.

/ritzau/AFP