Fransk præsident vil beskytte borgere med nationalgarde

Frankrigs regering arbejder på at samle reserver til en nationalgarde, der skal bidrage til sikkerheden efter flere voldsomme angreb.

Den franske præsident, François Hollande, bekræfter torsdag, at en nationalgarde er ved at blive dannet. I en erklæring siger han, at nationalgarden, som består af frivillige fra politiet, det paramilitære politi og militæret, skal være operationel i efteråret.

Historisk blev en fransk nationalgarde oprettet under Den Franske Revolution i 1789 under Joseph La Fayettes kommando og blev året efter indført i alle franske byer. Den bestod af borgere på op til 60 år, der var inddelt i bataljoner og selv valgte deres befalingsmænd.

Nationalgarden stod under de civile myndigheder og skulle opretholde den indre orden.

Frankrig har ikke haft en nationalgarde siden 1872.

Den nye nationalgarde vil blive dannet fra eksisterende reserver, der skal hjælpe sikkerhedsstyrkerne med terrorbekæmpelse. Et "forsvarsråd" skal i næste måned afgøre, hvordan styrkens kommandostruktur skal opbygges.

Parlamentet skal drøfte styrken i løbet af september, så garden kan "samles så hurtigt som muligt for at beskytte franskmændene".

Hollande sagde tidligere i denne måned, at Forsvarsministeriet ville indkalde op mod 28.000 reservister over de kommende uger, mens det paramilitære politi ville indkalde yderligere 10.000 mænd og kvinder, som har trukket sig tilbage inden for de seneste to år.

Meldingen kommer efter to angreb i løbet af 14 dage i Frankrig. På nationaldagen 14. juli blev 84 mennesker dræbt, da en tunesisk mand kørte en lastbil ind i en folkemængde.

Tirsdag angreb to formodede jihadister en kirke i Normandiet, hvor de dræbte en præst og holdt kirkegængere tilbage.

En serie af blodige angreb i Frankrig begyndte i januar 2015, da satiremagasinet Charlie Hebdo blev stormet. Flere ansatte blev skudt og dræbt.

Det værste angreb skete 13. november sidste år, da 130 mennesker blev dræbt af jihadister i den franske hovedstad.

Det var efter hændelserne i november, at der opstod et krav om en nationalgarde.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip