Fransk premierminister: Vi har afværget fem terrorangreb

Franske myndigheder har afværget fem terrorangreb den seneste tid, siger landets premierminister, Manuel Valls.

Meldingen kommer i forlængelse af sidste søndags anholdelse af en mand, som mistænkes for planer om kirkeangreb.

Til radiokanalen France Inter, siger ministeren, at "mange angreb allerede er afværget. Fem," hvis man medtager de kirkeangreb, som "heldigvis blev afværget."

- Aldrig har truslen været så høj, siger Valls ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Søndag blev en 24-årig algerisk datastuderende anholdt af politiet i forstaden Villejuif, hvor han mistænkes for at have skudt og dræbt en kvinde.

I hans bil fandt politiet en del våben og skudsikre veste, og i mandens lejlighed har man fundet detaljerede planer for "et eller to" angreb mod kirker i hovedstaden.

Ifølge avisen Le Monde blev manden pågrebet mere eller mindre ved en tilfældighed. Det skal være sket, da han tilkaldte en ambulance søndag.

Han var ifølge avisen såret af skud, og politiet valgte at undersøge hans bil nærmere. Her fandt man et større arsenal af våben.

Den 24-årige var kendt af den franske efterretningstjeneste, da han angiveligt ønskede at rejse til Syrien for at kæmpe blandt jihadister.

Det er knap fire måneder siden, at islamister udførte en massakre i Paris på satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion.

17 personer mistede livet i det - og flere tilknyttede - angreb.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip