Fransk reality-filmhold dræbt i helikopterkollision

En gruppe franske sportsstjerner, der deltog i et realityshow, er blandt i alt 10 dræbte, efter at to helikoptere kolliderede i luften over det nordvestlige Argentina mandag.

Sejleren Florence Arthaud (57), OL-guldvinderen i svømning Camille Muffat (25) og den olympiske bokser Alexis Vastine (28) mistede livet i ulykken, som skete under optagelserne af tv-serien "Dropped" i provinsen La Rioja.

- Det ser ud til, at de to helikoptere kolliderede, mens de filmede. Der er ingen overlevende, siger Horacio Alarcon, talsmand for La Rioja-provinsen, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Ifølge ham var vejrforholdene gode, og årsagen til ulykken er ikke klarlagt.

Det franske præsidentkontor har bekræftet, at sportsstjernerne er omkommet.

De i alt otte franske passagerer i de to helikoptere blev dræbt i ulykken, og de to argentinske piloter omkom også, oplyser en politikilde.

Efter mørkets frembrud mandag aften lokal tid var politiet fortsat i gang med at bjærge ligene fra ulykken.

Argentinsk tv har blandt andet vist billeder af de to helikoptervrag i flammer i et krat, hvor de styrtede ned.

Helikopter-passagererne var i gang med optagelser til "Dropped", der endnu ikke har haft premiere på fransk tv. I serien deltager otte sportsstjerner, som bliver placeret i barske miljøer for så at blive udsat for diverse prøvelser med et adventure- og overlevelsestema.

Optagelserne begyndte sent i februar i den sydlige del af Argentina og rykkede senere nordpå til La Rioja.

- Jeg sørger over tabet af mine venner, jeg skælver, jeg er forfærdet, jeg har ikke ord, skriver den franske fodboldspiller og deltager i "Dropped" Sylvain Wiltord på Twitter.

Han var ikke involveret i ulykken, ligesom at de øvrige medvirkende sportsstjerner Alain Bernard, Jeannie Longo, Anne-Flore Marxer og Philippe Candeloro heller ikke er blandt ofrene.

Ulykken skete i den bjergrige del af La Rioja, der ligger omkring 1100 kilometer nord for hovedstaden Buenos Aires.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip