Fransk regionalvalg er en test af Front National

Skrevet af admin

13/12/2015

Dagens topnyheder

Frankrig gennemfører søndag den anden valgrunde i landets regionalvalg, hvor der først og fremmest er fokus på, hvor stor fremgang det højreorienterede parti Front National får.

Præsident François Hollande stemte søndag formiddag i sin valgkreds i byen Tulle i det sydvestlige Frankrig under store sikkerhedsforanstaltninger, efter at ekstremister fra Islamisk Stat for en måned siden dræbte 130 mennesker i Paris.

Front National, der er gået massivt frem efter flygtningekrisen i EU og skudmassakren i Paris, fik et virkelig godt valg ved den første valgrunde sidste søndag.

Både partilederen Marine Le Pen og hendes 25-årige niece Marion Marechal-Le Pen brød gennem den symbolske grænse på 40 procent af stemmerne.

De to kvinder har sat ny rekord for opbakningen til det omstridte parti, som har fokuseret på en stagnerende økonomi og de mange flygtninge og migranter, der kommer til Europa.

Et godt regionalvalg til Front National kan være med til at tegne et nyt politisk landkort i Frankrig op til præsidentvalget i 2017.

Men Front National, som er imod indvandring og imod EU, er på ingen måde sikker på at vinde i nogle af de 13 regioner, hvor der er valg søndag.

Meget afhænger af, hvad venstreorienterede vælgere vil gøre, efter at socialisterne i to regioner har nedlagt deres kandidaturer for at sikre flere vælgere til det konservative parti under ledelse af Nicolas Sarkozy.

I de to regioner har Le Pens parti stået stærkest, men Front National kan meget vel tabe, hvis Sarkozys parti både støttes af dets egne og af Socialisternes vælgere.

- En ting, der er sikkert ved dette valg, er, at det bliver meget tæt, siger valganalytikeren Joel Gombin.

Socialisterne, som for øjeblikket regerer i alle 22 regioner med undtagelse af en enkelt, står til at blive valgets store taber.

En smilende Marine Le Pen stemte også tidligt på dagen i Henin-Beaumont i det nordlige Frankrig.

- Hun vil vinde, og det vil nok få alle politikerne i de store partier til at stoppe og tænke over det hele, siger en vælger, Evelyne Risselin, som stemte på Le Pen i Henin-Beaumont.

Ved den første valgrunde kunne 44,6 millioner vælgere stemme, og omkring halvdelen mødte op ved valgurnerne. Front National opnåede 28 procent af stemmerne på landsplan.

/ritzau/Reuters