Fransk restaurant i Kabul rystes af selvmordsangreb

Skrevet af admin

01/01/2016

Mest læste i dag

Taliban har taget skylden for et selvmordsangreb nytårsdag i Kabul mod en restaurant, som er populær blandt udlændinge.

"Le Jardin" er en af relativt få spisesteder i den afghanske hovedstad, hvor der ofte kommer udenlandske gæster.

Mindst fem personer meldes såret ifølge nyhedsbureauet Reuters. Andre rapporterer om otte sårede.

Den islamistiske og ekstremistiske bevægelse Taliban skriver på Twitter, at der er mange sårede eller dræbte.

Sikkerhedsstyrker i stort antal er hastet til restauranten. Politiet har afspærret området, som ifølge flere medier er oplyst af en brand, der brød ud, da gerningsmanden detonerede en bombe i sin bil.

Restauranter i Kabul har tidligere været mål for blodige angreb. For to år siden blev 21 mennesker, heriblandt 13 udlændinge, dræbt i et angreb mod et libanesisk spisested.

Angrebet på Le Jardin sker, halvanden uge før diplomater fra Afghanistan, USA, Pakistan og Kina mødes for at diskutere rammerne for de ønskede fredsforhandlinger med Taliban.

Taliban har imidlertid afvist at deltage i en fredsproces, så længe der er udenlandske styrker i landet.

USA udskød sidste år tilbagetrækningen fra Afghanistan, hvor internationale styrker har været i snart 15 år.

En soldat blev dræbt og 33 andre såret tidligere på ugen i et angreb mod lufthavnen i Kabul. Taliban tog også skylden for det angreb.

Ugen forinden blev seks amerikanske soldater dræbt nær en luftbase uden for hovedstaden.

/ritzau/Reuters