Fransk supertalent vandt 13. etape af Vueltaen

Sprinterne er flere gang blevet snydt i årets Vuelta a España. Fredagens 13. etape bød på 169 kilometer fra Valls til Castelldefels og var endnu en etape, som lå godt til feltets hurtigste ryttere, men igen måtte sprinterholdene bruge spildte kræfter.

I stedet blev etapen afgjort imellem et ti-mand stort udbrud. Efter en rodet start på dagens etape lykkedes det for gruppen at komme afsted fra feltet. I gruppen sad blandt andet Bauke Mollema (Belkin), Beñat Intxaust (Movistar), Italienske Michele Scarponi (Lampre) og altså dagens vinder, det franske supertalent Warren Barguil. Saxo-Tinkoff var ikke repræsenteret i udbruddet.

Med 20 kilometer igen havde udbruddet små to og et halvt minut til feltet, som med sprinterholdene i front satte et voldsomt forceret tempo i håbet om at få et samlet felt til mål. Det lykkedes ikke. Og så var det op til udbruddet at køre om sejren.

Det var den italienske bjergrytter Scarponi, som kom først over dagens store stigning Alto del Rat Penat. På vej op af stigningen satte Lampre-kaptajnen tempo på, og kørte alene over toppen. På nedkørslen formåede de ni resterende fra udbruddet dog at køre Scarponi ind igen.

Inden dagens etape blev den danske deltagelse skåret ned fra seks til fem mand, da debutanten Sebastian Lander (BMC) på grund af sygdom ikke var i stand til at forsætte. Det vurderede Landers hold, som ikke ville lade danskeren stille til start på fredagens etape.

I toppen af klassementet skete der ingen nævneværdige forskydninger, og det er derfor stadig italienske Vincenzo Nibali (Astana), som fører Vueltaen.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV