Franske aviser: Denne gang er det krig

Skrevet af admin

14/11/2015

Dagens topnyheder

I timerne efter en omfattende massakre i den franske hovedstad, Paris, reagerer landets medier med både rædsel og beslutsomhed.

- Denne gang er det krig, skriver dagbladet Le Parisien efter foreløbige meldinger om, at mindst 120 mennesker fredag aften er blevet dræbt ved en række angreb.

Et lignende tema leverer avisen Le Figaro med store typer: Krig i det centrale Paris, lyder budskabet.

Flere medier opfordrer imidlertid også til, at befolkningen står sammen gennem endnu en svær tid.

Det er ikke mere end 10 måneder siden, at jihadister angreb satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris. Her blev 17 mennesker dræbt.

- Til ære for gårsdagens sande martyrer, de uskyldige ofre og i republikkens navn vil Frankrig være i stand til at forblive samlet og stå sammen, lyder det i Le Parisien.

I den venstredrejede avis Libération tales der om, at "terrorbarbariet har overskredet en historisk grænse". Befolkningen opfordres til at forblive "resolut".

- Det er umuligt ikke at forbinde disse blodige hændelser med de kampe, der raser i Mellemøsten. Frankrig spiller en rolle her. Landet må fortsætte med at gøre det uden at blinke, skriver Laurent Joffrin i avisens leder.

Forsiden af sportsavisen L'Equipe prydes af et enkelt ord på en ellers helt sort forside: "L'Horreur". Det franske fodboldlandshold var midt i en venskabskamp mod Tyskland, da angiveligt tre personer sprængte sig selv i luften ved nationalstadionet Stade de France.

Ingen har lørdag morgen taget skylden for angrebene i den franske hovedstad, men på sociale medier hylder Islamisk Stat dem under hashtagget "Paris i flammer".

Det præcise antal dræbte og sårede kendes endnu ikke, men internationale medier nævner tal mellem 120 og 153.

Desuden er otte formodede gerningsmænd dræbt, oplyser statsanklageren i Paris.

/ritzau/AFP