Franske jagerfly igen på togt over Mali

Frankrig gennemfører søndag for tredje dag i træk luftangreb mod islamistiske oprørere i Mali i det nordvestlige Afrika.

Regeringen i Paris advarer om, at angrebene vil fortsætte, indtil de militante islamister fra bevægelsen Ansar Dine viger.

- Der er luftangreb hele tiden, siger forsvarsminister Jean-Yves Le Drian til fransk tv.

- Der var angreb i går aftes, der er lige nu, og der vil være i dag og i morgen, lover han.

Ifølge Drian er hensigten at tvinge islamisterne på tilbagetog i det centrale Mali, hvor de har truet hovedstaden Bamako.

En militær kilde i regionen oplyser, at kampene har kostet en islamistisk leder livet.

Det drejer sig om Abdel "Kojak" Krim. Han var højrehånd for islamisternes leder, Ag Ghaly.

Oprørerne, der har tilknytning til al-Qaeda, har siden april sidste år kontrolleret hele det nordlige Mali - et område på størrelse med Frankrig.

I sidste uge indtog oprørerne byen Konna i det centrale Mali.

Soldater fra Mali støttet af franske fly og helikoptere generobrede fredag byen.

Frankrigs præsident, François Hollande, siger, at islamisterne har lidt svære tab. Det skønnes at dreje sig om cirka 100 oprørere.

Frankrigs offensiv støttes af den vestafrikanske samarbejdsorganisation Ecowas, EU og USA.

En fransk pilot og 11 soldater fra Mali er dræbt under de seneste tre dages kampe.

- Vores intervention er i gang hele tiden, og vi vil fortsætte for at få dem til at trække sig tilbage, så styrker fra Mali og Afrika kan rykke frem og genetablere landets territoriale integritet, siger Drian.

Ecowas er søndag i gang med at sende en vestafrikansk styrke til Mali, som skal støtte landets hær i kampen mod islamisterne.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip