Franske korruptionsjægere mener Le Pen bør granskes

Skrevet af admin

21/12/2015

Mest læste i dag

Hverken Front National-leder, Marine Le Pen, eller hendes far, Jean Marie, har angivet deres økonomiske aktiver korrekt, lyder det mandag fra et økonomisk organ, som er oprettet for at kigge de folkevalgte efter i kortene.

De to politikere er derfor blevet angivet til anklagemyndigheden.

Både Jean Marie Le Pen og Marine, som overtog lederskabet af partiet i 2011, er medlemmer af EU-Parlamentet og skal derfor erklære deres aktiver. Men ifølge et økonomisk organ har de undervurderet deres rigdom med en tredjedel.

Sagen må betegnes som en bet for Marine Le Pen, som ventes at stille op ved præsidentvalget i Frankrig i 2017.

For Jean-Marie er det omkring en million euro, mens det er hundredtusinder af euro for Marine.

- Der er alvorlig tvivl om omfanget, nøjagtigheden og oprigtigheden af deres erklæringer på grund af indlysende undervurdering af faste ejendomme, lyder det i en erklæring fra myndigheden for gennemsigtighed.

Myndigheden fandt det nødvendigt at "advare den finansielle anklagemyndighed om disse fakta, som kan udgøre lovovertrædelser", lyder det videre.

Begge risikerer en bøde på op mod 45.000 euro (omkring 335.000 kroner), tre år i fængsel og et tiårigt forbud fra offentlig embede.

Den 87-årige Jean-Marie er anklaget for ikke at erklære en schweizisk bankkonto og guldbarrer, som førte til en indledende undersøgelse om skatteunddragelse allerede i juni.

For nylig blev Marine Le Pen frikendt for anklager om at opildne til had, efter at hun sammenlignede muslimske prædikanter med de nazistiske besættelsesstyrker.

Den højrenationalistiske stjernepolitikker har vundet stor tilslutning efter flygtningestrømmen i EU og skudangrebene i Paris 13. november, hvor 130 mistede livet.

Ved den sidste valgafhandling af det franske regionalvalg, lykkedes det dog ikke Front National at vinde en eneste af de 13 regioner, selv om partiet stormede frem ved første valgafhandling.

/ritzau/AFP