Franske spillere vil dø for en VM-billet

Endnu er det ikke lykkedes for noget europæisk fodboldlandshold at komme tilbage fra et tomålsnederlag i den første play off-kamp om at komme med til et større mesterskab.

Derfor siger det sig selv, at Frankrig står foran en særdeles vanskelig opgave, når holdet i aften skal forsøge at veksle 0-2-nederlaget til Ukraine i Kiev til en VM-billet til næste års slutrunde i Brasilien.

Franskmændene har dog ikke opgivet håbet inden opgøret på Stade de France i Paris.

- Vi er klar til at dø på banen. Jeg er selv meget målbevidst, og jeg tror, det vil hjælpe os til at komme videre, siger Arsenal-angriberen Olivier Giroud.

Træner Didier Deschamps har da også fortalt sine spillere, at det vil kræve noget særligt at undgå en national fodboldfiasko.

- Vi skal være klar til kamp og til at levere en ekstraordinær kamp. Vi skal levere en totalindsats, hvor vi giver alt, siger Deschamps.

Han var som aktiv med på det franske landshold, der vandt VM i 1998. Det var Franck Leboeuf også, og den tidligere Chelsea-spiller mener ikke, at det nuværende landshold fortjener at gå videre.

- De har vist, at de ikke har niveauet til at være med i Brasilien, når de ikke kunne slippe bedre fra en kamp som den, har Leboeuf sagt.

Kampen mellem Frankrig og Ukraine fløjtes i gang klokken 21.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV