Franskmand bliver gift med sin tidligere stedmor

Skrevet af admin

05/10/2014

Mest læste i dag

En mand i Frankrig blev lørdag gift med sin fars forhenværende hustru og dermed sin tidligere stedmor efter et langvarigt juridisk tovtrækkeri.

Fransk lov forbyder ægteskaber mellem stedbørn og stedforældre, men en domstol afgjorde ikke desto mindre sagen til parrets fordel, skriver BBC.

Anklagemyndigheden var ikke enig med afgørelsen, men undlod at appellere dommen.

Brylluppet mellem den 45-årige Eric Holder og den tre år ældre Elisabeth Lorentz fandt sted i en landsby i den nordøstlige del af Frankrig i nærheden af byen Metz.

Parret havde tidligere taget sagen til det øverste politiske niveau med en skriftlig henvendelse til præsident François Hollande sidste år. Blot for at modtage et brev fra præsidentpaladset, der bekræftede, at den slags ægteskaber er ulovlige.

Efter at have fået den lokale domstols tilladelse i juni sagde den kommende brud: "Endelig, det er den store dag".

- Jeg håber blot, at vores historie vil være nyttig for andre par i vores situation, fordi jeg ved, at der er nogle, sagde hun til AFP.

Hun tilføjede, at hendes tidligere mand hele tiden har støttet parrets ønske om at blive gift.

Eksmanden, der altså er far til kvindens nye ægtefælle og dermed nu sin tidligere hustrus svigerfar, var angiveligt blandt de cirka 100 gæster ved bryllupsfesten lørdag.

/ritzau/