Franskmand triumferer i Tourens første bjergfinale

For første gang i 2014-udgaven af Tour de France har de franske cykelsportsfanatikere grund til at svinge med flaget.

27-årige Blel Kadri (AG2R) tog nemlig årets første franske etapesejr, da han lørdag eftermiddag kørte alene over målstregen efter en bjergafslutning op til Gérardmer.

Kadri var i mål mere end to minutter foran nummer to, Alberto Contador, der vandt et par sekunder på førende Vincenzo Nibali.

Danske Jakob Fuglsang viste til gengæld for første gang svaghedstegn i Touren, da han måtte slippe favoritfeltet på de sidste kilometer og måtte kæmpe hårdt for at begrænse skaderne. Ifølge Astanas pressechef var Fuglsang fra morgenstunden svækket af maveproblemer.

Dagen blev som ventet præget af et langt udbrud, hvor Kadri og fire andre ryttere fik lov at slippe af sted fra et hovedfelt, der ikke anstrengte sig for at køre kvintetten ind.

Kadri, Niki Terpstra, Sylvain Chavanel, Adrian Petit og Simon Yates havde et forspring på mere end 11 minutter, da der resterede 50 kilometer af en etape, som længe var relativt kedelig og begivenhedsløs.

Kadri åbnede finalen med at sætte sine fire følgesvende af på den første af de tre afsluttende stigninger, mens Tinkoff-Saxo skruede tempoet gevaldigt i vejret i hovedfeltet.

Forceringen fra Alberto Contadors hjælpere gjorde livet surt for en række ryttere, ikke bare Fuglsang, men også nummer fire i den samlede stilling, Michal Kwiatkowski (Omega Pharma-Quick-Step), der havde en dårlig dag.

Førende Vincenzo Nibali sad som en magnet på Contadors baghjul indtil de sidste meter, hvor den spanske topfavorit spurtede sig til et par sekunder i regnskabet.

Søndag venter atter en etape, der ligner en god mulighed for feltets eventyrere.

Rytterne skal forcere seks stigninger på vej til Mulhouse, men ingen af opkørslerne er vanvittigt hårde, og feltet passerer den sidste top med mere end 40 kilometer til målstregen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV