Fraser-Pryce ny verdensmester på kvindernes 100 m

Hun vandt guld ved OL i Beijing, guld ved OL i London og guld ved VM i Berlin. Nu har Shelly-Ann Fraser-Pryce endnu en medalje af den allerfineste slags.

Mandag aften vandt den klejne jamaicaner kvindernes 100 meter ved VM i Moskva. Fraser-Pryce sejrede i den flotte tid 10,71 sekunder - årets bedste tid. 

Sølvet på kongedistancen gik til Murielle Ahoure fra Elfenbenskysten, mens amerikanske Carmelita Jeter snuppede bronzen. De to løb i henholdsvis 10,93 og 10,94 i en finale, hvor guldvinderen var i en klasse for sig. 

I mandagens øvrige løbefinaler vandt amerikanske David Oliver guld på 110 meter hæk. Også i årets bedste tid. Ligeledes amerikanske Ryan Wilson fik sølv, og Sergey Shubenkov fra Rusland bronze. 

På kvindernes 400 meter skulle der målfoto til, for at finde en vinder. Christine Ohuruogu fra Storbritannien og Amantle Montsho fra Botswana løb begge i 49,41, men briten fik sejren. Antonina Krivoshapka løb med den sidste medalje.

  

Dagens Gossip