Fravalgt klub raser over Viborg i Dalmose-sag

Mandag blev det offentliggjort, at Christian Dalmose skifter vikariatet ud med en permanent stilling som cheftræner i Viborg, selvom han oprindeligt havde kontrakt med Vendsyssel Håndbold fra næste sæson.

Dalmose har fået en toårig kontrakt med midtjyderne, efter han i de sidste fire uger har ageret brandslukker efter fyringen af islandske Oskar Bjarni Oskarsson.

I Vendsyssel er direktør Jan Hansen ærgerlig over at miste Dalmose, men mest af alt er han skuffet over Viborgs måde at håndtere sagen på.

- Jeg har altid betragtet Viborg HK som et flagskib i dansk kvindehåndbold, og derfor ryster det mig, at klubben pludselig optræder så amoralsk, som tilfældet har været i denne sag, som startede for over en uge siden. Jeg forstår godt, at de gerne vil have Dalmose som træner, men han havde altså en kontrakt med os. Alligevel gav de ham et kontrakttilbud uden først at tage kontakt til os, ligesom de afviste at yde os økonomisk kompensation. Det skuffer mig. Jeg troede, de havde nogle helt andre værdier i den klub, siger Jan Hansen i en pressemeddelelse.

Af samme pressemeddelelse fremgår det ligeledes, at Christian Dalmose selv har måttet grave dybt i sine egne lommer for at købe sig fri af kontrakten med Vendsyssel.

- Vi får både på kort og længere sigt en økonomisk kompensation, som vi er tilfredse med, lyder det således fra Jan Hansen, som samtidig understreger, at Christian Dalmoses afgang ikke ændrer på klubbens målsætning om at etablere sig i top seks i Håndboldligaen i 2017.

Dagens Gossip