Fred har fejlet: Neymar-makker efterlyses

Skrevet af admin

23/06/2014

Dagens topnyheder

Romario, Bebeto, Ronaldo, Ronaldinho og Rivaldo i nyere tid.

Pelé, Vavá, Garrincha og Jairzinho fra de gode gamle dage med sambabold i verdensklasse.

De brasilianske fodboldfans har i mange år været vant til topangribere på landsholdet, og fælles for de fem VM-slutrunder, som Brasilien har vundet, er, at holdet altid har haft to-tre målfarlige angribere, der leverede målene.

Netop derfor er der nervøsitet at spore blandt de brasilianske fans og pressen ved den nuværende slutrunde. Faktum inden mandagens sidste kamp i gruppe A mod Cameroun er, at kun superstjernen Neymar har levet op til forventningerne i de to første kampe.

Spørgsmålet er, om Brasilien har holdet til at vinde VM på hjemmebane med kun én målfarlig angriber?

Fred, som er startet inde i de to første kampe, har skuffet. Heller ikke Hulk eller Jo har imponeret endnu.

Det brasilianske angreb er - bortset fra Neymar - langt fra den klasse, som det tidligere har haft, mener FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm.

- Det er helt uomtvisteligt, at når vi taler om de brasilianske 9'ere historisk set, så har angribere som Hulk, Jo og Fred ikke det samme niveau som for eksempel Ronaldo, Romario og Ronaldinho.

- Jeg synes ikke, at det så betyder, at Brasilien ikke kan gå hele vejen, men det betyder bare, at op mod den målstok, vi er vant til fra de brasilianske angribere, så blegner de i forhold til det, siger han.

Længere henne i turneringen kan det koste Brasilien dyrt, hvis kun Neymar er farlig foran mål, mener Danmarks assisterende landstræner, Peter Bonde.

- Hvis Brasilien ikke får en aflastningsmulighed for Neymar, så bliver det nemmere for de øvrige hold at finde ud af, hvordan Brasiliens skal stoppes. Så skal der bare lukkes ned for Neymar, siger Peter Bonde.

Lige nu diskuteres det heftigt i Brasilien, om Fred skal vrages til startopstillingen mod Cameroun. Afrikanerne kan ikke længere avancere, mens brasilianerne er tæt på en plads i 1/8-finalerne. Uafgjort er nok.

Peter Bonde synes ikke, at Fred skal have al skylden for, at han har spillet to dårlige kampe.

- Fred er slet ikke blevet sat i scene endnu. Fred bliver først et problem, hvis han rent faktisk får chancerne, men brænder dem.

- Man kan ikke klandre ham, at han ikke løber meget eller hurtigt. Det har han aldrig gjort. Men Fred er meget begrænset. Han er en stillestående angriber, en rigtig målscorer. Ronaldo, Romario og dem, Brasilien normalt har spillet med, kunne gøre tingene på egen hånd, siger Peter Bonde.

I hjemlandet er Fred blevet kaldt den dårligste frontangriber på landsholdet i over 30 år, og Brasiliens landstræner, Luiz Felipe Scolari, skal hele tiden forholde sig til emnet.

- I kan selv lave en startopstilling. Problemet er bare følgende: I har ingen indflydelse på, hvad jeg tænker, siger Scolari ifølge dpa til pressen.

Scolari var også landstræner, da Brasilien i 2002 vandt VM for femte gang. Dengang havde han en målfarlig fronttrio bestående af Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho.

Brasilien-Cameroun spilles mandag klokken 22 dansk tid.

/ritzau/